Dendritiske celler er leukocytter, der har en vigtig funktion i forsvaret mod virus. De aktiverer det specifikke infektionsforsvar, som er det vigtigste i forsvaret mod virus.
De har mange cytoplasmaudløbere – dendritter – deraf navnet.
Deres funktion er at indtage virusprotein ved pinocytose, dvs. drikke væske mellem cellerne og “si” den, så virusproteinet bliver inde i dendritcellen.
Dette virusprotein bringer den så hen til f.eks. en lymfeknude, og der præsenterer den virusproteinet for en T-lymfocyt fra det specifikke infektionsforsvar.
Funktionen hedder “antigenpræsentation”.
Derved aktiveres det specifikke forsvar til at uddanne specifikke T-killerceller og til at udvikle specifikt antistof mod det aktuelle virus.