Makrofager kommer fra de hvide blodlegemer, monocytter, som, når de kravler ud af et blodkar og ud i bindevæv, bliver til makrofager.
Makrofagen er en meget betydningsfuld celletype, da den har mange funktioner.
Makrofager kan fagocyttere og har en vigtig funktion som ”skraldemænd” i organismens rensningssystem.
Makrofager fungerer som ”efterretningstjeneste” ved at fagocyttere mikroorganismer og bringe dem til det lymfoide væv i lymfeknuder, milt, tonsiller (mandler) og ved tarmen, hvor de præsenterer antigen fra mikroorganismen for T-hjælpercelle og derved starter hele den specifikke immunreaktion.
Når immunsystemet er aktiveret, er det makrofager, der med kemiske signalstoffer styrer alle immunsystemets celler.
Makrofagen er ”generalen”, der styrer inflammationsprocessen, immunsystemets funktion.