Det autonome nervesystem er det ikke-viljestyrede nervesystem, som styrer alle indre organers funktioner og blodkars diameter.
Organernes funktioner er et samspil, som skal tilpasses både de ydre og de indre forhold. Der er forskel på om, der er fred og ro eller om, der er fare på færde, og derfor er det autonome nervesystem opdelt med en parasympatisk del, som har størst aktivitet i fred og ro tilstanden, og en sympatisk del, som øger aktiviteten i faresituationer (fight and flight systemet).
Hvis der er fred og ro, så har organismen mulighed for at fordøje og absorbere føde, til at producere enzymer og hormoner, at reparere skader, at vokse, og at lade vandet, tømme tarmen og parre sig. Der er ingen grund til at have høj puls og blodtryk, organismens blod skal bruges til de indre organer. Disse funktioner stimuleres af det parasympatiske nervesystem.
I fare situationer – symboliseret ved en farlig løve på vej i mod os – så skal vi registrere og analysere situationen (”løven”), vores sansning, fokusering og koncentration (om ”løven”) stimuleres, og vi skal beslutte om, vi skal tage kampen op og slå løven ihjel eller om, vi skal flygte. Under alle omstændigheder, så skal vi bruge skeletmuskler, og hjertet skal arbejde hårdt, så organismens blod skal til disse organer i stedet for de indre organer, og puls og blodtryk skal øges. Disse funktioner stimuleres af det sympatiske nervesystem.