Syndrom er en samling af symptomer, der ofte ses under omstændigheder, der ligner hinanden.
Bruges ofte om sygelige tilstande, hvor man ikke kender årsagen, men kan observere, at nogle symptomer ofte er tilstede samtidig.
En bestemt diagnose kan være defineret ved, at et fastlagt antal f.eks. 5 af en række forskellige symptomer er tilstede samtidig, evt. er der defineret nogle få symptomer, som altid skal være tilstede. Der kan godt være flere symptomer fra rækken. Forskellige patienter kan have samme diagnose, men forskellige symptomer.
Tilstanden Downs syndrom er et eksempel, hvor man tidligt beskrev en række symptomer, som ofte ses sammen, f.eks. mongolfold ved øjnene, 4-fingerfure i håndfladerne, mental retardering, hjertesygdom. Først langt senere fandt man ud af, at årsagen er for meget kromosom 21 materiale.
Sygdommen AIDS (Acquired Immune Deficiency Syndrome) er et andet eksempel på en diagnose, som blev defineret ved en række symptomer, sjældne infektioner, sjældne cancere osv. som ofte sås sammen og tydede på et stærkt svækket immunsystem uden, at man vidste, hvad årsagen var. I dag ved vi, at årsagen er en virusinfektion med HIV.