Rekombinant betyder ordret ”at kombinere igen”, og begrebet bruges om DNA, særlig i relation til bakteriers DNA.
Rekombinant DNA er en teknik, der anvendes til at fremstille syntetisk DNA og protein.
Opskriften på alle menneskelige proteiner findes i gener på menneskeligt DNA.
I dag kender man generne til stort set alle menneskelige proteiner, og man kan med forskellige teknikker kopiere disse gener og indføre dem i en bakterie – oftest anvendes E. colibakterier – som så aflæser det indførte gen sammen med dens egne gener og producerer det menneskelige protein sammen med sine egne proteiner. Man kan så i laboratoriet ”høste” det menneskelige protein, og anvende det til medicinsk behandling.
Mange hormoner, antistoffer o. lign. fremstilles i dag på denne måde.