Allergi kaldes på dansk overfølsomhed og skyldes, at det specifikke infektionsforsvar (immunsystemet) ved en fejl er blevet aktiveret og ”kodet” til at reagere på noget udefra kommende, som ikke i sig selv er farligt. Det kan være et protein eller et molekyle, der bindes til et plasmaprotein, som så virker fremmed for immunsystemet. Et stof, der har udløst en allergi, kaldes et allergen. Immunsystemet reagerer på samme måde overfor allergenet som, hvis der var tale om et antigen fra en mikroorganisme.
Ved de fleste allergier er antistofdannelse i form af IgE antistof på mastcellers og basofile granulocytters overflader det centrale. Når disse celler aktiveres, udtømmer de deres histamin, og starter en inflammation. Ved denne type allergi, skyldes symptomerne histamin.
Der findes også allergier, hvor det er ”kodede” T-huskelymfocytter, der aktiveres af allergenet – f.eks. nikkelallergi.