Histamin er et stof, som påvirker blodkar til at dilatere (udvide sig) og kapillærer til også at blive mere permeable (gennemtrængelige), dvs. at afstanden mellem endothelcellerne i kapillæret bliver større, så leukocytter, vand og evt. plasmaprotein trænger lettere ud imellem cellerne.
Histamin frigives fra basofile granulocytter og fra mastceller som et led i inflammationsprocessen, der bedrer mulighederne for bekæmpelse af mikroorganismer.
Histamin er en vigtig faktor, som årsag til symptomerne ved allergi. Histamin giver ødem og væskeudsivning over slimhinder.
Histamin giver kontraktion af glat muskulatur i bronchier (astma) og mave-tarmkanal (opkast og diarré). Histamin giver kløe.